Debat om cirkulær økonomi har et (for) stort fokus på øget genanvendelse. De indre cirkler får ofte ikke nok opmærksomhed. Men der er gode tiltag, som sigter på at undgå unødigt forbrug eller sikre produkter længere levetid. Til sidstnævnte hører indsatsen for at øge forberedelsen af affald med henblik på genbrug - eller mere mundret FtG, forberedelse til genbrug. FtG betegner de tiltag, hvor et produkt, som er blevet til affald, efter mindre istandsættelse igen kan tages i brug og levere sin oprindelige funktion. I 2015 undersøgte PlanMiljø for Miljøstyrelsen spændende systemer for FtG af elektronikaffald i Flandern og Storbritannien og opstillede en model for, hvordan FtG kunne styrkes i Danmark (læs mere her). En ny PlanMiljø-undersøgelse for Miljøstyrelsen viser imidlertid, at FtG fortsat har ganske begrænset udbredelse i Danmark (læs mere her). En genlæsning af rapporten fra 2015 giver god inspiration til, hvordan området kan styrkes – fx med en national vision, tilhørende lederskab og strategi og en præcisering af, hvornår et produkt inden for de relevante produkttyper bliver til affald. Kontakt Bjørn Bauer eller Steffen Trzepacz, hvis du vil vide mere om barrierer og muligheder for FtG.
Følg med i nyhederne fra PlanMiljø på LinkedIn
